Nyt kapitel i dieselgate – tidligere VW-topchef tiltalt i USA

Det amerikanske justitsministerium har offentliggjort, at den tidligere CEO for VW – den nu 70-årige Martin Winterkorn – er blevet tiltalt for deltagelse i en cover-up aktion i forbindelse med den omfattende snyd med dieselforurening. Sagen omfatter beslutninger truffet i den øverste ledelse af den tyske bilvirksomhed.

Tiltalen mod Martin Winterkorn rejser nye spørgsmål om, hvor meget topledelsen i virksomheden vidste om anvendelsen af snyde-software og deres efterfølgende håndtering efter ledelsens viden om sagen.

Den amerikanske anklagemyndighed gør gældende, at Winterkorn var orienteret om anvendelsen af snyde-software allerede i maj 2014 og igen i juli 2015 – samt at han var enig med andre ledelsesmedlemmer om at fortsætte bedraget overfor de amerikanske myndigheder herefter.

Tiltalen mod Winterkorn, der var øverste direktør for den største virksomhed i Tyskland i perioden 2007 – 2015 blev rejst af en føderal grandjury i staten Michigan. Oprindeligt benægtede Winterkorn kendskab til svindlen, men erkendte senere viden om selskabets bedrageri.

Det fremgår af tiltalen, at andre VW-medarbejdere orienterede Winterkorn om bedraget, men at han angiveligt ikke stoppede dette, og at han hjalp med at skjule det. Winterkorn risikerer op til fem års fængsel i relation til et forhold om sammensværgelse og 20 års fængsel for hver af forholdene om bedrageri begået ved udnyttelse af telegrafisk/elektronisk overførsel af information.

Det amerikanske justitsministerium har endvidere offentliggjort, at der – udover myndighedernes håndtering af selskabet, herunder ved udstedelse af bøde på 2,8 mia. dollar og selskabets betaling af en lang række større genopretningserstatninger i henhold til amerikanske afgørelser – nu er tiltalt foreløbigt ni personer i sagen. Tidligere har to ansatte erkendt sig skyldige – Oliver Schmidt og James Liang, begge tyske statsborgere. Schmidt afsoner nu en 84-måneders fængselsstraf og Liang en 40-måneders fængselsstraf.

Sagen er et lærerigt og ildevarslende eksempel på, hvordan et selskab og dets ledelse risikerer meget, meget alvorlige konsekvenser af en sag, der oprindeligt handler om overtrædelse af miljølovgivningen.

Læs tiltalen mod Martin Winterkorn

One response to “Nyt kapitel i dieselgate – tidligere VW-topchef tiltalt i USA

  1. Att. Semler Gruppen.
    Har Porsche en ny GEARGATE a la diesel Gate? Diesel motoren har et væsentligt højere drejningsmoment end benzindrevne.
    Dette viser sig ved ryk og hug ved igangsætning og køkørsel.
    Dr. Porsche og Hr. Heino ved intet om fejlen og løber.
    Hvad siger Dir. For Banevingen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *